Frankrig er et skønt land, som de fleste af os har en holdning eller i hvert fald forventning til. Hvis du ikke allerede har besøgt landet, der er hjemsted for Eiffeltårnet, Disneyland, de franske alper og det verdenskendte museum Louvre, hvor Mona Lisa er udstillet, bør du helt sikkert overveje, om din næste rejse ikke skal gå til Frankrig.
Frankrig er et meget forskelligartet land med stor variation i både vejr, natur og muligheder. Tag for eksempel på storbyferie til hovedstaden Paris, og oplev de helt store monumenter som kirken Sacre Coeur, bydelen Montmartre og de mange museer, der afspejler Frankrigs lange og spændende historie.
Du kan også rykke ud af storbyen og i stedet kaste dig ud i Frankrigs storslåede natur, der byder på alt fra Frankrigs længste flod, Loire, til store og små vinmarker og vidtrækkende bjerge. En vandretur i Frankrig kan blandt andet føre dig rundt i nogle af landets bjergpas, mens cykelruterne fører dig gennem nogle af de små charmerende landsbyer og områder, hvor landbrug og vinproduktion er i højsædet.