Dag 1. Afrejse
Når vi ankommer med fly til Napoli, venter der en bus, der kører os til Hotel Risorgimento i den lille bjergby San Lazzaro, der ligger på et plateau i 600 m’s højde og med udsigt over Salerno-bugten.
Dag 2. Langs grotter og kløfter til udsigter og vinsmagning
På vores første vandredag kører bussen os til piazzaen i nabobyen Bomerano. Herfra vandrer vi ned gennem kløften – forbi Santa Barbara-grotten – til landsbyen San Michele. Landskabet er fyldt med små vingårde med vinranker bundet op i pergola. Nogle steder bæres høsten på skuldrene, andre steder er der små monorail-baner til transport af druerne. Fra San Michele bliver landskabet mere vildt og stien mere uvejsom, når vi vandrer ind i en kløft og følger de lodrette skråninger tilbage til San Lazzaro, hvor vi får den første smagsprøve på Amalfikystens mange trapper, når der skal tages ca. 600 trin opad. Belønningen er til gengæld en fantastisk udsigt fra Castello Lauritano over Amalfi og Ravello, hvor vi vil gå senere i løbet af ugen. Vi slutter vandreturen med et besøg hos vinbonden Pasquale, som serverer små antipasti og smagsprøver på hvidvin og rødvin, der er helt uden tilsætningsstoffer og sulfitter. Til sidst områdets berømte citronlikør, limoncello.
Dag 3. Vesuv og Pompei
Vi kører på heldagsudflugt. Pompei blev nærmest balsameret af Vesuv i år 79, hvor et 7 m. tykt lag af pimpsten dækkede den romerske by med ca. 20.000 indbyggere. Derfor kan vi opleve en forbavsende velbevaret by, der giver et fantastisk indblik i livet for 2000 år siden. Brolægningen er intakt med hjulspor fra vogne slidt ned i belægningen, og der er ruiner af villaer, badehuse, bagerier og bordeller med velbevarede kalkmalerier, mosaikker og statuer. Især mysterie-villaen er helt fantastisk. Det 135 m. lange amfiteater, hvor der var gladiatorkampe, står der endnu, og brugt af Pink Floyd til koncerten ”Live at Pompeii”. Naturligvis ser vi også de berømte gipsafstøbninger af byens indbyggere.
Vi spiser frokost i Pompei og kører så langt op ad Vesuvs stejle skråninger som muligt. Fra en parkeringsplads i 1000 meters højde går vi de sidste 200 højdemeter gennem rødt lavagrus til kraterkanten. Fra kraterkanten har vi en imponerende udsigt 500 meter på tværs og 300 meter ned i dybet. Enkelte steder kommer der damp op, og vi kan måske dufte svovl. Til den anden side kan vi se Napoli, Napolibugten og øen Capri. Vesuv har haft flere udbrud siden år 79. Da H.C. Andersen var her stod der en karakteristisk røgsøjle op ad krateret, men siden et mindre udbrud i 1944 har Vesuv været tavs.
Dag 4. Gudernes Sti til Positano og sejltur til Amalfi
I dag er flyttedag, men vi kombinerer det praktiske med det behagelige. Vi vandrer på den fabelagtige Gudernes Sti til Positano. Stien lever op til sit navn med en unik natur og uovertrufne udsigter. Vi går gennem skove og terrassemarker, forbi gamle stenhytter og på tværs af stejle bjergskråninger og smalle afsatser med udsigt til havet. I landsbyen Nocelle spiser vi en sen frokost enten hus Julios lille bjergcafé med lækre bruschetta og friskpressede citrusjuicer. Eller måske en pastaret serveret på en af flere restauranter med en flot udsigt.
Herfra sætter vi kursen ned mod billedskønne Positano – den smukkeste by på Amalfikysten. Vi krydser Vallone Porto - en dyb kløft med vilde kalkstensvægge – og fra landsbyen Montepertuso går det ad gode trappestier direkte ned til Positanos fashionable forretninger og gallerier, samt farverige huse dækket af bougainvillea planter.
Efter et par timer nær stranden sejler vi fra Positano til Amalfi. Fra båden har vi en ny vinkel på Gudernes sti, og vi ser tydeligt de stejle skråninger og dybe kløfter, vi har passeret til fods. Fra havnen i Amalfi går vi den korte tur op til vores nye hotel, hvor vores bagage står parat.
Vi spiser på restaurant i Amalfi.
Dag 5. Ravello
Vi vandrer op ad smalle, hyggelige stier med trapper til den smukke landsby Ravello, som er verdensberømt for sin festival med opera og friluftskoncerter i Villa Rufolo, hvor pinjer, byzantinske klokketårne og Amalfikysten bruges som bagtæppe. På turen kommer vi også forbi den engelske rigmand Ernest Becketts Villa Cimbrone med det berømte udsigtspunkt Evighedsterrassen.
Vi spiser en lækker pizza til frokost i Ravello, og tager den lokale bus tilbage til Amalfi, så vi får tid til at lære Amalfi bedre at kende. Byens hovedgade er bygget ovenpå floden, som man flere steder kan høre bruse nedenunder, mens dufte og lyde fra de mange specialbutikker kommer en i møde. Det er populært at sætte sig med en espresso, et glas vin eller en hjemmelavet isanretning ved bordene foran domkirkens gigantiske trappe. Her kan man sende tankerne 1000 år tilbage, hvor Amalfi var en af Middelhavets stærkeste sømagter.
Dag 6. Fridag
Nyd dagen efter dig eget ønske. Du kan bl.a. tage en afslappende dag på stranden i Amalfi eller se nærmere på byens mange specialforretninger med lokale produkter. Du kan tage bussen til Sorrento, hvor Susanne Biers film, Den skaldede frisør, blev optaget. Eller du kan tage en båd direkte fra Amalfi til Capri, hvor romerske kejsere havde deres sommerresidens. Capri har også mange smukke vandrestier, og det er muligt at få en sejltur ind i Den blå grotte.
Middag for egen regning denne aften.
Dag 7. Gennem Møllernes dal til naturparken Jernværksdalen
Dagens vandretur følger vandløbet gennem Møllernes dal bag Amalfi. Vi går forbi talrige citronlunde og hist og pist ser vi ruinerne af de gamle vandmøller, der i 1200-1800-tallet producerede papir. Til sidst når vi ind i naturreservatet Jernværksdalen. Her blev der engang produceret jern af jernmalm sejlet hertil fra øen Elba, men nu er det først og fremmest et meget frodigt skovområde med smukke vandfald og en sjælden art af kæmpe bregner.
Vi fortsætter ad stierne til landsbyen Pontone, hvor vi kan få en kop kaffe eller et glas limonade på den lokale café, inden det går stejlt ned ad en trappesti til Amalfi. Her er der mulighed for at besøge byens papirmuseum, hvor en guidet tur giver et virkelig godt indtryk af, hvordan vandkraft gennem et sindrigt system har drevet maskiner og forvandlet slidt bomuldstøj til papir.
Vi spiser en lækker afslutningsmiddag på restaurant i Amalfi.
Dag 8. Hjemrejse
Vores bus bringer os til lufthavnen, hvorfra flyet afgår hjem til Danmark.