Dag 1: Ankomst og smagsprøve på Mols Bjerge
Ankomst til Molskroen Strandhotel på egen hånd. Vi mødes kl. 14.30 og går direkte ud i Mols Bjerge og får en smagsprøve på, hvad det unikke landskab rummer. Vi kommer ind i Molslaboratoriets rewilding-område og går en kort strækning på den såkaldte italienske sti. Vi kommer også indenfor på Mols Bjerge Besøgscenter på gården Øvre Strandkær, hvor vi ud over at blive klogere på, hvordan og hvornår Mols Bjerge er skabt, også kan se udstillinger om de planter og dyr, vi møder udenfor.
Dagens vandring: ca. 8 km, sværhedsgrad 1-2, ca. 3 timer. Terræn: gode, brede skov- og grusstier, lettere stigninger, risiko for våde strækninger
Dag 2: Heldagstur på Mols Bjerge-stien
Vi går gennem sommerhusområdet bag hotellet og finder ind på Mols Bjerge-stien ad den rute, som kaldes Ebeltoft-etapen ved den lille sø Svampedam. Vi holder en god lang frokost (madpakker) på området omkring den hyggelige vandmølle Ørnbjerg Mølle, der var i brug fra 1532 og helt indtil 1961. Vi fortsætter herfra ind i skoven og kommer ud i et ryddet skovområde over mod den idylliske natur omkring Stubbe Sø. Stien fortsætter igen ind i skov, og efter nogle kilometer kommer vi ud på til den gamle Gravlevbane-sti, som vi følger til Ebeltoft. Resten af dagen er fri til at udforske den gamle købstad med museer (bl.a. Glasmuseet, Fregatten Jylland og det historiske rådhus). Bus 123 tilbage til hotellet. Middag på egen hånd.
Dagens vandring: ca. 20 km, sværhedsgrad 1-2, 7 timer inkl. pauser. Grus- og skovstier samt asfalt og gennemgående beherskede stigninger.
Dag 3: Kalø Slotsruin og Djurslands idylliske landsbyer
I dag skal vi dykke ned i et stykke spændende Danmarkshistorie med både kongemord og fredløse adelsmænd. Vi tager bussen til Kalø Vig og går ad Danmarks ældste sammenhængende stykke brolagte vej - 700 m – anlagt af Kaløs bønder i 1200-tallet. Vejen følger en flad tange ud til Kalø Slotsruin. Herfra går vi langs kysten rundt langs Hestehaveskoven og krydser gennem Ringelmose Skov, omkring Kalø Hovedgård og Kalø Jagtslot, hvorfra vi kommer ned til kysten igen. Vi slutter dagens vandring af på behagelig vis med besøg hos Andersen Winery i Vrinners – her laver de formidabel god mousserende vin på danske frugter og bær. Vi lytter og smager og tager med bussen hjem til hotellet, så skulle man blive fristet til at tage et par flasker med, går det nemt. Middag på egen hånd.
Dagens vandring: ca. 20 km, sværhedsgrad 1-2, ca. 7 timer inkl. pauser. Vi går på landets ældste brostens-landevej, bløde skovstier, grusvej og asfalt uden store stigninger
Dag 4: Fra Stubbe Sø via Jernhatten til Ebeltoft
Dagens tur byder bogstavelig talt på smagsprøver på alt det, Djursland har at byde på af natur, kultur og økologi. Vi begynder i naturen, direkte ved Stubbe Sø, hvor vi tager os tid til et kig ud over søen fra fugletårnet i Fugleværnsfondets reservat, hvor vi måske kan være heldige at spotte en havørn foruden et væld af fugle, der – bortset fra havørnen – er en fredelig plet for dem, da stedet her er en af de få, hvor mennesker kan komme tæt ned til søen. Herfra følger vi Molsruten, der også hedder fjernvandrerute E1 og herfra se savannens vilde dyr inde i Ree Park. Efter en afvekslende tur ved dyrkede marker og skov når vi frem til Ebeltoft Gårdbryggeri ved frokosttid – her kan vi købe økologiske, hjemmebryggede drikkevarer til frokosten, som vi holder nede ved stranden. Bagefter går vi langs stranden sydpå til klinten Jernhatten (47 m o.h.), som vi bestiger, og gør holdt ved Havmøllen (med café), før vi går en længere strækning langs kysten – med mulighed for en badetur, hvis vi når frem i tide, inden vi bliver hentet og kørt tilbage til hotellet. Middag på egen hånd.
Dagens vandring: Ca. 20 km, primært ad gode brede grusveje og -stier, men også asfaltvej. Sværhedsgrad 1-2, 8 timer inkl. pauser. Ingen voldsomme stigninger.
Dag 5: Mols Bjerge Classic
Vandreferiens sidste dag byder på større stigninger og herlige udsigter, varieret terræn og gensyn med det landskab, vi så på turens første dag. Først tager vi med bussen til Fuglsø og derfra går vi ind på Mols Bjerge-stiens bjergetape. Dagens vandring snor sig først og fremmest op og ned, men også ud og ind gennem Mols Bjerge. Undervejs møder vi græssende køer og heste, og luften er fuld af fuglesang og summende bier. Biler hører og ser vi stort set ikke, fra vi begynder turen, og til vi slutter. Vi kommer op på Mols Bjerges højeste punkt, Agri Bavnehøj, der er 137 m o. h. Vi forkæles med formidable udsigter, men også med lysets leg med træernes blade og vidtstrakte bakkedrag uden anden bevoksning end græs og nøjsomme blomster. Stierne skifter mellem brede strækninger og smalle spor, hvor vi må gå i gåsegang. Vores frokost spiser vi bjergene. Dagens vandring slutter ved Femmøller Efterskole (derfra bus) eller ved hotellet.
Dagens vandring: 20 km – sværhedsgrad 2-3, kræver godt fodtøj og meget gerne stave; en del bratte op- og nedstigninger. Alle steder går vi på grus, sand og skovstier